Kan kommunen træffe afgørelse om samvær?

Kommunens rolle i sager om samvær: En grænsegang mellem myndighed og beskyttelse

Spørgsmålet om kommunens rolle i sager om samvær mellem forældre og børn er komplekst og ofte følelsesladet. Mens forældremyndigheden primært ligger hos forældrene, har kommunen en vigtig rolle i at beskytte børns velfærd, og dette kan i visse tilfælde føre til indgreb i samværsordninger. Men kan kommunen selv træffe afgørelse om samvær? Svaret er nuanceret.

Kommunen kan ikke direkte bestemme en samværsordning mellem forældre og barn. Denne kompetence ligger hos retten. Dog har kommunen en række redskaber og en forpligtelse til at intervenere, når et barns velfærd er i fare. Dette kan resultere i afbrydelse af samvær eller kontakt, men det sker altid i en kontekst af bekymring for barnets sikkerhed eller trivsel.

Kommunens afgørelser tager udgangspunkt i sociallovgivningen, specifikt § 52 i serviceloven, der beskriver kommunens pligt til at yde hjælp og støtte til børn og unge. Hvis kommunen får mistanke om, at et barns velfærd er truet som følge af samværet, kan dette føre til en række tiltag:

• Undersøgelse af situationen: Kommunen vil typisk igangsætte en undersøgelse, der inkluderer samtaler med forældre, barn (hvis alderen tillader det), eventuelle andre relevante personer og fagpersoner.
• Midlertidige foranstaltninger: Hvis undersøgelsen afslører en reel risiko for barnet, kan kommunen træffe midlertidige foranstaltninger, som fx at afbryde samvær indtil en nærmere vurdering kan foretages. Dette sker ofte i samarbejde med politiet, hvis der er tale om vold eller overgreb.
• Anmeldelse til myndighederne: Hvis kommunens undersøgelse afslører alvorlige forhold, der kan tyde på vold, misbrug eller grov forsømmelse, vil kommunen anmelde sagen til politiet og/eller børne- og ungeafdelingen.
• Samarbejde med andre instanser: Kommunen vil ofte samarbejde med andre instanser som fx retten, familiepleje, og støtteinstitutioner for at finde den bedste løsning for barnet.

Det er vigtigt at understrege, at kommunens afgørelse om at afbryde samvær eller kontakt er midlertidig og altid skal vurderes ud fra en konkret og individuel vurdering af barnets velfærd. Kommunens beslutninger kan appelleres, og der vil altid være en mulighed for at få sagen behandlet i retten, hvor en dommer vil træffe den endelige afgørelse om samværsordningen.

Kommunens rolle er derfor ikke at diktere samvær, men at beskytte barnets bedste i situationer, hvor dette er truet. Det kræver en balanceret tilgang, hvor hensynet til barnets velfærd står i centrum, men hvor forældrenes rettigheder også respekteres i så vidt muligt omfang. Kommunen agerer som en beskytter, ikke en dommer.