How does Disney's Dinosaur end?

8 udsigt

Filmen slutter med, at Woot besejrer Grozni i en finalekamp. Herefter indtræder den Kridt-Paleogen masseuddøen, og dinosaurerne dør ud.

Kommentar 0 kan lide

Disneys Dinosaur: En Kridt-Paleogen tragedie

Disneys animerede film Dinosaur fra 2000 skildrer en smuk og ødelæggende fortælling om overlevelse i en verden på randen af en af historiens største katastrofer. Filmens slutning er ikke en glad en, men den giver et dybere indblik i den forbløffende kompleksitet i dinosaurernes eksistens, og hvordan den endelige udryddelse er en del af naturen.

Filmen følger Aros, en ung dinosaur, der fortabes i en familie af andre små dinosaurer, i en verden i uro. Efter at have overlevet en brutal, pludselig masseuddøen, der raserer deres miljø, står de over for en ny krise. Denne krise er ikke en fjende med en hård skal, men en indkommende katastrofe af kosmisk omfang.

Filmens klimaks er ikke en glorværdig kamp mellem to figurer, men en skildring af den uundgåelige forandring. Woots sejr over Grozni, mens den skildrer en stærk vilje til at overleve, forholder sig til den skæbnen, der venter på hele arten. Efter kampen, mens filmen forlader de overlevende dinosaurer, sætter den scenen for det ødelæggende klimaændringer som endeligt udrydder dinosaurerne.

Det er den Kridt-Paleogen masseuddøen, som filmen direkte fremhæver. Det er ikke en plot-point, der bare er der, men en tragedie af kolossal omfang, en begivenhed der illustrerer den ødelæggende effekt af en planetarisk katastrofe. Filmen giver et indirekte blik på de langsigtede konsekvenser af denne udryddelse, og hvor dybt den ændrer på verden.

Dinosaur slutter ikke med en happy ending. Det afslutter med et dybtgående forståelse af, hvordan naturkræfter kan være ustoppelige. Den skildrer en stærk fortælling om overlevelse, der dog er afhængig af den barske realitet af den ultimative, uundgåelige udryddelse. Det er en påmindelse om, at selv de mest stærke dyr, og de stærkeste viljer, kan ikke stå mod en katastrofe af kosmisk skala. Det er en kærlighedserklæring til det forsvundne, og en sørgmodig accept af historiens gang.