Hvad hedder sheriffen i Robin Hood?

Den navnløse nemesis: Hvorfor vi ikke kender Sheriffen af Nottinghams navn

Sheriffen af Nottingham. Selve navnet fremmaner billeder af en korrupt tyran, klædt i fint tøj, med en ond latter og en umættelig hunger efter guld. Han er Robin Hoods ærkefjende, symbolet på undertrykkelse og uretfærdighed. Men på trods af hans ikoniske status, er der noget overraskende ved denne skurk: Han har intet navn.

I de tidligste ballader og historier om Robin Hood bliver sheriffen aldrig omtalt ved andet end sin titel. Han er simpelthen “Sheriffen af Nottingham”, en repræsentation af en institution mere end en individualiseret karakter. Denne mangel på et personligt navn forstærker hans rolle som en anonym kraft, der repræsenterer den undertrykkende magtstruktur. Han er ikke en mand, men et embede, et symbol på alt det, Robin Hood kæmper imod.

Gennem tiden har forskellige adaptationer af Robin Hood-legenden forsøgt at give sheriffen et navn. Navne som Roger de Lacy, Guy of Gisborne og Vaisey er dukket op i forskellige bøger, film og tv-serier. Men ingen af disse navne har formået at fæstne sig i den kollektive bevidsthed på samme måde som den simple titel “Sheriffen af Nottingham”.

Denne anonymitet tilføjer en fascinerende dimension til figuren. Den understreger, at kampen mellem Robin Hood og Sheriffen ikke handler om personlige uoverensstemmelser, men om en større ideologisk konflikt. Det er ikke en kamp mellem to mænd, men en kamp mellem retfærdighed og undertrykkelse, mellem frihed og tyranni.

Ved at forblive navnløs bliver Sheriffen en arketype, en universel repræsentation af magtmisbrug. Han er en konstant påmindelse om, at kampen for retfærdighed er en evig kamp, der transcends individuelle skurke. Han er ikke bare en mand, han er et system. Og det er netop derfor, han forbliver så potent en figur, selv uden et navn.

Så næste gang du tænker på Robin Hood og hans kamp mod den korrupte sheriff, så husk, at det ikke er navnet, der definerer skurken. Det er hans handlinger, hans repræsentation af undertrykkelse, og den konstante trussel mod retfærdigheden, der gør ham til den perfekte antagonist. Og måske er det netop fraværet af et navn, der gør ham så tidløs og universel en figur.