Hvem starter romantikken?

Den flygtige flamme: Hvem tændte den danske romantik? – En kompleks begyndelse

Den danske romantik – en periode præget af følelser, national identitet og en dyb fascination af naturen – var ikke et pludseligt opflammende bål, men snarere en langsomt ulmende glød, der gradvis fandt sin gnist. At fastslå præcist, hvem der startede romantikken, er derfor en reduktion af en kompleks proces, der involverede en række nøglepersoner og en lang række intellektuelle strømninger.

Traditionelt peges der på Henrik Steffens’ organismetanke-forelæsninger i 1802 som et centralt vendepunkt. Disse forelæsninger, fyldt med Schellings filosofi, introducerede en ny måde at tænke om verden på – en organisk helhed, hvor alt var forbundet og gennemsyret af livskraft. Steffens, med sin smittende entusiasme og evne til at formidle komplekse idéer på en tilgængelig måde, fungerede som en katalysator, der antændte en spirende interesse for den tyske romantik blandt den danske intelligentsia. Hans forelæsninger var ikke en færdiglavet opskrift på dansk romantik, men snarere et sprængstof, der åbnede for nye perspektiver og diskussioner.

Dog var Steffens ikke alene. Før hans forelæsninger fandtes en underliggende strømning af præ-romantiske tanker og følelser i dansk litteratur og kunst. Personligheder som Oehlenschläger, med sine tidlige digte, og Grundtvig, med sin voksende interesse for folkelighed og national identitet, bidrog til at lægge fundamentet for den kommende blomstring. De repræsenterede en stigende modstand mod oplysningstidens rationalisme og en længsel efter noget dybere, mere følelsesmæssigt og åndeligt.

Romantikken var et fællesskabsprojekt, en kollektiv bevægelse, der udviklede sig i løbet af årtier. Selv efter Steffens’ indflydelse fortsatte den med at udvikle sig og forgrene sig. Nye forfattere og kunstnere bidrog med deres unikke stemmer, og forskellige strømme inden for romantikken manifesterede sig. Fra den mere idealistiske og nationalromantiske strømning til den mere melankolske og subjektive, fandtes et bredt spektrum af udtryk.

At hævde, at én person alene startede den danske romantik, er derfor en oversimplificering. Henrik Steffens’ forelæsninger var utvivlsomt en katalyserende begivenhed, men de var en del af en større proces, der involverede en lang række intellektuelle og kunstneriske kræfter. Den danske romantik var et fællesskab, der voksede frem af en spirende længsel efter et nyt perspektiv på verden – et perspektiv, der fandt sin stemme i et komplekst samspil af idéer og individer. Og selvom Georg Brandes i 1871 markerede romantikkens afslutning og indledte modernismen, fortsatte dens arv med at præge dansk kultur i generationer.