Hvornår er der tale om selvforsvar?

Hvornår er der tale om berettiget selvforsvar? En grænsegang i lovens labyrint

Selvforsvar, eller nødværge som det hedder i juraen, er en fundamental ret, der beskytter os mod uretmæssig angreb. Men hvor går grænsen mellem berettiget selvforsvar og ulovlig magtanvendelse? Det er et spørgsmål, der kræver en nuanceret forståelse af lovens forudsætninger og proportionalitetsprincippet.

Den gængse opfattelse af selvforsvar – at man må forsvare sig mod et angreb – er korrekt, men simplificerer en kompleks situation. Loven kræver nemlig en række betingelser, før magtanvendelse kan betragtes som berettiget nødværge. Det er ikke blot tilstrækkeligt at føle sig truet.

For det første: Angrebet skal være uretmæssigt. En provokation eller et verbalt skænderi er ikke et uretmæssigt angreb, der retfærdiggør fysisk magtanvendelse. Angrebet må være en konkret, ulovlig handling, der krænker personens fysiske integritet eller ejendom. Dette kan omfatte slag, spark, trusler med vold eller tyveri.

For det andet: Magtanvendelsen skal være nødvendig. Det betyder, at der ikke må være andre rimelige muligheder for at afværge angrebet uden brug af magt. Flugten er ofte den bedste løsning. Hvis det er muligt at undgå konfrontationen ved at trække sig tilbage, er det generelt forventet. Det afhænger dog selvfølgelig af konteksten og situationens alvor. Er flugt umulig eller forbundet med en uforholdsmæssigt stor risiko?

For det tredje: Magtanvendelsen skal være proportional. Dette er nok det mest komplekse element. Forsvaret må stå i rimeligt forhold til angrebet. En let knytnæveslag kan ikke retfærdiggøre et kraftigt slag med en tung genstand. Proportionalitet vurderes i det konkrete tilfælde ud fra angrebsstyrke, -varighed og den truede persons fysiske tilstand. En person i svagere position kan have en mere bred ret til selvforsvar.

Tidsperspektivet: Selvforsvar er ikke begrænset til det øjeblik, angrebet finder sted. Der kan være tale om berettiget selvforsvar, selvom angrebet er afsluttet, såfremt faren for yderligere angreb fortsat er til stede. Men denne ret er begrænset i tid og omfang.

Fejltagelser og usikkerhed: Hvis man i god tro, men fejlagtigt, tror sig angrebet, kan man stadig være berettiget til nødværge, såfremt man objektivt set kunne have haft rimelig grund til at tro, at der var tale om et uretmæssigt angreb. Denne “berettiget vildfarelse” er dog en smal undtagelse og kræver en streng vurdering.

Afgørelsen af, om der er tale om berettiget selvforsvar, er ofte kompleks og afhænger af en konkret vurdering af alle omstændighederne i den pågældende situation. Det er derfor vigtigt at søge juridisk rådgivning, hvis man har været involveret i en situation, hvor magtanvendelse har fundet sted. Denne artikel er kun til orientering og kan ikke erstatte juridisk rådgivning.