Hvornår kan en sundhedsperson uden patientens samtykke videregive oplysninger?

3 udsigt

Uddraget kan omskrives således:

Sundhedspersonale kan undtagelsesvist dele patientoplysninger uden samtykke, hvis det er lovmæssigt påkrævet. Desuden kan videregivelse ske, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte patienten selv, sundhedspersonalet eller andre involverede parter. Endelig kan hensynet til en klar og betydelig almen interesse også begrunde videregivelse af fortrolige informationer.

Kommentar 0 kan lide

Hvornår tavshedspligten brydes: Sundhedspersonale og videregivelse af oplysninger uden samtykke

Tavshedspligten er en hjørnesten i tillidsforholdet mellem patient og sundhedspersonale. Denne pligt sikrer, at patienter trygt kan dele personlige og sensitive oplysninger i forventning om, at de forbliver fortrolige. Men i visse, strengt definerede situationer, kan og skal sundhedspersonalet tilsidesætte denne pligt og videregive informationer, også uden patientens samtykke. Det handler om at afveje hensynet til patientens ret til privatliv mod andre presserende hensyn, som eksempelvis patientsikkerhed, retssikkerhed og almenvellet.

Det er vigtigt at understrege, at disse undtagelser er netop det: undtagelser. De skal fortolkes restriktivt, og der skal altid foretages en konkret vurdering i hver enkelt situation.

Lovmæssig pligt til videregivelse:

Der er en række love, der direkte pålægger sundhedspersonalet at videregive oplysninger, uanset patientens samtykke. Dette kan eksempelvis være:

  • Indberetningspligt: I tilfælde af visse smitsomme sygdomme, er sundhedspersonalet forpligtet til at indberette disse til Sundhedsstyrelsen for at begrænse smittespredningen. Det samme gælder i visse tilfælde ved mistanke om alvorlige bivirkninger ved medicin eller medicinsk udstyr.
  • Underretningspligt vedrørende børn: Hvis sundhedspersonalet får kendskab til forhold, der giver anledning til bekymring for et barns trivsel og udvikling, har de pligt til at underrette kommunen.
  • Oplysninger til politiet: I forbindelse med efterforskning af alvorlige forbrydelser, kan politiet anmode om, og sundhedspersonalet kan i visse tilfælde være forpligtet til at udlevere, relevante oplysninger. Dette gælder dog kun efter en konkret vurdering og ofte efter en retskendelse.

Beskyttelse af patienten, sundhedspersonalet eller andre:

I situationer, hvor der er en overhængende fare for, at patienten, sundhedspersonalet eller andre kan lide alvorlig skade, kan videregivelse af oplysninger uden samtykke være nødvendig. Dette kan eksempelvis være:

  • Selvmordsfare: Hvis en patient er i akut selvmordsfare, kan sundhedspersonalet videregive information til relevante instanser, som f.eks. politiet eller psykiatrisk skadestue, for at sikre patientens sikkerhed.
  • Fare for andre: Hvis en patient udgør en konkret og nærliggende fare for andre, f.eks. ved trusler om vold, kan sundhedspersonalet videregive oplysninger til politiet for at forebygge, at skade sker.
  • Nødværge: I situationer, hvor sundhedspersonalet er udsat for vold eller trusler om vold, kan de videregive informationer til politiet for at beskytte sig selv.

Hensynet til en klar og betydelig almen interesse:

I visse tilfælde kan hensynet til en klar og betydelig almen interesse veje tungere end patientens ret til fortrolighed. Dette er dog et vanskeligt område, og det kræver en særlig grundig vurdering. Det kan eksempelvis være:

  • Forebyggelse af en alvorlig miljøkatastrofe: Hvis en patient har information, der kan forebygge en alvorlig miljøkatastrofe, kan sundhedspersonalet være berettiget til at videregive disse oplysninger til de relevante myndigheder.
  • Opklaring af en alvorlig forbrydelse: I yderst sjældne tilfælde kan informationer, der indehaves af sundhedspersonalet, være afgørende for at opklare en alvorlig forbrydelse og forhindre lignende hændelser i fremtiden.

Konklusion:

Det er afgørende, at sundhedspersonalet agerer med omhu og professionalisme i alle situationer, hvor de overvejer at videregive oplysninger uden patientens samtykke. Beslutningen skal altid træffes på baggrund af en konkret vurdering af den specifikke situation, og der skal tages hensyn til alle relevante faktorer. Dokumentationen af begrundelsen for videregivelsen er ligeledes afgørende.

Mens tavshedspligten er grundlæggende, er der situationer, hvor den må vige for andre tungtvejende hensyn. At finde den rette balance er en konstant udfordring for sundhedspersonalet, og det kræver en dyb forståelse for både etiske og juridiske principper.