Kan en læge nægte en lægeerklæring?

Lægens pligt og retten til at nægte en lægeerklæring: En kompliceret balance

Spørgsmålet om en læges pligt til at udfærdige en lægeerklæring er ikke så simpelt, som man måske tror. Mens mange går ud fra, at en læge altid skal skrive en lægeerklæring, hvis en patient beder om det, er virkeligheden mere nuanceret. Lovgivningen tegner et billede af en balanceakt mellem lægens professionelle forpligtelser og retten til at beskytte både patientens og sin egen integritet.

Grundlæggende har en læge en juridisk forpligtelse til at samarbejde med offentlige myndigheder. Hvis en kommune, et sygehus eller en anden offentlig instans anmoder om en lægeerklæring i forbindelse med en sag, de behandler, skal lægen normalt efterkomme anmodningen. Dette er ikke en pligt baseret på patientens ønsker, men på lovens krav om at bidrage til den offentlige administration. Udlevering af oplysninger kan dog være underlagt regler om tavshedspligt, og lægen vil skulle vurdere, om de ønskede oplysninger er relevante og nødvendige for den pågældende sag. Uden en specifik og legitim begrundelse fra den offentlige myndighed har lægen ikke pligt til at udlevere oplysninger.

Situationen er dog væsentligt anderledes, når en privatperson anmoder om en lægeerklæring. Her har lægen en betydelig større frihed til at nægte. Der er ingen juridisk pligt til at udfærdige en erklæring til en privatperson, uanset om det er en arbejdsgiver, et forsikringsselskab eller et andet privat subjekt. Dette skyldes flere faktorer:

• Beskyttelse af patientens privatliv: En lægeerklæring indeholder ofte fortrolige oplysninger om patientens helbred. At udlevere disse oplysninger til en privat person uden patientens samtykke kan være et brud på tavshedspligten og patientens ret til privatliv.
• Lægens faglige vurdering: Lægen skal vurdere, om den anmodede lægeerklæring er relevant og fagligt forsvarlig at udfærdige. I nogle tilfælde kan anmodningen være uklart formuleret, utilstrækkeligt begrundet eller endda irrelevant for den sag, den skal bruges til.
• Tid og ressourcer: At udfærdige en grundig og korrekt lægeerklæring kræver tid og ressourcer. Lægen er ikke forpligtet til at bruge sin arbejdstid på at udarbejde erklæringer, der ikke er fagligt nødvendige eller berettiget.

En læge kan altså nægte at udfærdige en lægeerklæring til en privatperson, og denne afvisning er sjældent grundlag for klage. Det er dog vigtigt, at lægen kommunikerer klart med patienten og forklarer begrundelsen for afvisningen. I tvivlstilfælde kan lægen søge rådgivning hos sin faglige organisation eller juridisk vejledning.

Kort sagt: En læges pligt til at udfærdige en lægeerklæring afhænger af, hvem der anmoder om den. En offentlig myndighed har større krav på samarbejde end en privat person. I alle tilfælde skal lægen dog altid overholde tavshedspligten og handle i overensstemmelse med god lægefaglig praksis.