Hvem arver man ADHD fra, mor eller far?

1 udsigt

ADHD er komplekst og arveligheden spiller en rolle, men den er ikke entydig bundet til mor eller far. Gener fra begge forældre kan bidrage til risikoen for ADHD. Miljømæssige faktorer under graviditeten og tidlig barndom spiller også en væsentlig rolle i udviklingen af tilstanden, uafhængigt af den genetiske disposition.

Kommentar 0 kan lide

Arver man ADHD fra mor eller far? – En nuanceret forståelse af arvelighed og miljø

Spørgsmålet om, hvorvidt man arver ADHD fra mor eller far, er et forståeligt, men simplificeret spørgsmål til et komplekst problem. Selvom genetik spiller en betydelig rolle i ADHD, er det ikke så enkelt som at pege på én forælder som “kilden”. Det er vigtigt at huske, at ADHD er et resultat af en kompleks interaktion mellem arvelighed og miljø.

Arveligheden af ADHD anslås til at være mellem 70-80%, hvilket betyder, at generne har stor indflydelse. Men dette betyder ikke, at en specifik forælder bærer “ADHD-genet”. ADHD er polygen, hvilket vil sige, at det involverer mange gener, spredt ud over begge forældres kromosomer. Både mor og far bidrager med deres genetiske materiale, og variationer i disse gener kan øge eller mindske risikoen for at udvikle ADHD. Forestil dig det som en mosaik, hvor hver lille sten repræsenterer et gen. Både mor og far bidrager med sten til mosaikken, og nogle af disse sten kan øge risikoen for ADHD, mens andre kan være beskyttende.

Derfor er det misvisende at tale om arv fra én specifik forælder. Det er samspillet mellem begge forældres gener, der skaber den individuelle genetiske profil, som påvirker risikoen for ADHD. At have en forælder med ADHD øger risikoen for barnet, men det garanterer ikke, at barnet også vil udvikle tilstanden. Omvendt kan et barn med ADHD have forældre uden diagnosen, da de stadig kan bære genetiske varianter, der øger risikoen, uden selv at have udviklet ADHD i en grad, der krævede en diagnose.

Ud over genetik spiller miljøfaktorer en afgørende rolle. Prænatal eksponering for tobak, alkohol og visse infektioner kan øge risikoen for ADHD. Ligeledes kan faktorer i den tidlige barndom, såsom lav fødselsvægt, hovedtraumer og eksponering for miljøgifte, også spille en rolle. Disse miljøfaktorer kan interagere med den genetiske disposition og enten forstærke eller dæmpe risikoen for at udvikle ADHD.

Det er vigtigt at forstå, at ADHD er et spektrum. Symptomernes sværhedsgrad og hvordan de manifesterer sig varierer fra person til person. Denne variation skyldes netop den komplekse interaktion mellem gener og miljø.

I stedet for at fokusere på, hvem man arver ADHD fra, er det mere konstruktivt at forstå, at det er et komplekst samspil mellem arv og miljø. Denne forståelse kan bidrage til at afstigmatisere tilstanden og fremme en mere nuanceret tilgang til diagnosticering og behandling. Ved at fokusere på den individuelle profil, både genetisk og miljømæssig, kan man bedre skræddersy støtte og interventioner til den enkelte med ADHD.