Hvor mange penge går til sundhedsvæsenet?

Sundhedsvæsenets sultne pengekasse: En dybdegående kig på de 266 milliarder

Danmarks sundhedsvæsen er en hjørnesten i vores velfærdssamfund, men dets omkostninger er svimlende. I 2022 nåede udgifterne til sundhedsvæsenet en samlet sum på omtrent 266 milliarder kroner. Dette tal er dog kun toppen af isbjerget, og en nærmere undersøgelse af fordelingen af disse midler afslører et komplekst billede. Det er nemlig ikke blot en enkelt pengekasse, men snarere en sammensmeltning af offentlige bevillinger, private forsikringer og borgernes egne lommer.

At forstå fordelingen af disse 266 milliarder er essentielt for at kunne evaluere effektiviteten og bæredygtigheden af vores sundhedssystem. En betydelig del stammer naturligvis fra den offentlige sektor, i form af bevillinger til regionernes hospitaler, kommunernes ældrepleje og diverse sundhedstilbud. Men præcis hvor stor en andel, er svær at fastslå præcist uden dybdegående økonomiske analyser, da definitionen af “sundhedsudgifter” kan være bred. Tallene fra Danmarks Statistik og andre officielle kilder er ofte aggregeret og kan være vanskelige at fortolke i deres finere detaljer.

En betydelig del af de resterende milliarder stammer fra private forsikringer. Mange danskere supplerer den offentlige sygesikring med private forsikringer, der dækker udgifter til tandlæge, fysioterapi eller behandlinger, der ikke er omfattet af den offentlige sygesikring. Disse private udgifter bidrager væsentligt til det samlede beløb og illustrerer en stigende trend. Dette hænger sammen med en øget forventning til hurtig og effektiv behandling, som den offentlige sektor ikke altid kan imødekomme.

Endelig bidrager borgerne selv med en del af regningen i form af egenbetaling til medicin, speciallæger og andre udgifter, der ikke dækkes af hverken den offentlige sygesikring eller private forsikringer. Disse udgifter rammer især borgere med lav indkomst hårdest, hvilket skaber en ulighed i adgangen til sundhedsydelser.

Fordelingen af de 266 milliarder kroner på de tre forskellige kilder – offentlige midler, private forsikringer og borgernes egenbetaling – er et område, der fortjener yderligere forskning og analyse. Kun med en præcis forståelse af disse fordelinger kan vi bedømme, om ressourcerne allokeres optimalt og om systemet er bæredygtigt i det lange løb. Debatten om fremtidens sundhedsvæsen må nødvendigvis inddrage en transparent og detaljeret beskrivelse af pengeflowet, så vi kan sikre et effektivt og retfærdigt system for alle borgere. Det kræver en national satsning på dataindsamling og -analyse, der går ud over de nuværende rammer.