Hvornår er man udviklingshæmmede?

Udviklingshæmning: Hvornår stilles diagnosen og hvad betyder det?

Udviklingshæmning er et komplekst begreb, der dækker over en tilstand, hvor en person har betydeligt nedsat intellektuel funktionsevne og evne til social tilpasning. Det er vigtigt at understrege, at det ikke er en sygdom, men snarere en tilstand, der påvirker en persons evne til at lære, forstå og fungere i hverdagen.

Tidspunktet for diagnosen:

Diagnosen udviklingshæmning stilles, når visse kriterier er opfyldt, og det er afgørende, at disse kriterier er til stede før personens fyldte 18. år. Dette tidspunkt er vigtigt, da det adskiller udviklingshæmning fra tilstande som demens eller erhvervet hjerneskade, der typisk opstår senere i livet.

Kriterierne for at stille diagnosen omfatter:

• Signifikant nedsat intellektuel funktionsevne: Dette måles typisk ved hjælp af standardiserede intelligensprøver (IQ-tests). En IQ-score under et bestemt niveau (typisk omkring 70) er et af kriterierne, men det er vigtigt at bemærke, at IQ-scoren kun er én del af vurderingen.
• Begrænsninger i adaptiv adfærd: Adaptiv adfærd refererer til en persons evne til at klare dagligdags opgaver og leve selvstændigt. Dette omfatter færdigheder som kommunikation, egenomsorg, sociale færdigheder, og evnen til at deltage i samfundet. Begrænsninger i adaptiv adfærd skal være til stede i flere forskellige livsområder.

Det er afgørende, at begge disse kriterier er til stede for at diagnosen kan stilles. Vurderingen foretages typisk af et tværfagligt team bestående af f.eks. psykologer, læger, specialpædagoger og socialrådgivere.

Årsager til udviklingshæmning:

Årsagerne til udviklingshæmning er mange og ofte komplekse. I mange tilfælde er der tale om en kombination af faktorer, der spiller ind. Nogle af de hyppigste årsager omfatter:

• Genetiske faktorer: Nogle former for udviklingshæmning er direkte relateret til genetiske defekter eller kromosomafvigelser, såsom Downs syndrom eller fragilt X syndrom.
• Miljømæssige faktorer: Udsættelse for skadelige stoffer under graviditeten, såsom alkohol eller visse medicintyper, kan øge risikoen for udviklingshæmning.
• Problemer under graviditeten eller fødslen: Komplikationer under graviditeten, såsom infektioner eller mangel på ilt til fosteret, kan også føre til udviklingshæmning. Det samme gælder komplikationer under fødslen.
• Efterfølgende sygdomme eller skader: Infektioner som meningitis eller encephalitis, eller alvorlige hovedtraumer i de tidlige barneår, kan potentielt føre til udviklingshæmning.

Det er vigtigt at huske:

Udviklingshæmning er ikke en ensartet tilstand. Graden af påvirkning varierer betydeligt fra person til person. Nogle personer med udviklingshæmning kan leve et relativt selvstændigt liv med minimal støtte, mens andre har brug for omfattende hjælp og pleje gennem hele livet.

Med den rette støtte og de rette ressourcer kan personer med udviklingshæmning udvikle deres potentiale og leve meningsfulde liv. Fokus bør altid være på den enkeltes styrker og ressourcer, og på at skabe rammer, der fremmer inklusion og deltagelse i samfundet.