Hvad skal der til for at blive smidt ud af skolen?

Udvist – men hvorhen? En diskussion om eksklusion fra folkeskolen

Den danske folkeskole er bygget på princippet om inklusion: Alle børn, uanset baggrund eller udfordringer, har ret til en plads. Men hvad sker der, når et barns adfærd konstant forstyrrer undervisningen og skaber utryghed for både lærere og medstuderende? I dag kan elever, der ikke trives eller passer ind, blive flyttet til en anden skole eller specialundervisning. Men Dansk Folkeparti ønsker en ændring: at give skolerne ret til at smide elever ud, specifikt dem der gentagne gange udviser voldelig eller truende adfærd, uden den automatiske forpligtelse til at finde dem en ny plads. Denne diskussion rejser en række vigtige spørgsmål.

For det første: Hvad definerer “gentagne gange voldelig eller truende adfærd”? En klar definition er afgørende for at undgå subjektivitet og uretfærdig behandling. Hvad er grænsen mellem almindelig uartighed og adfærd, der retfærdiggør eksklusion? En mangel på præcise kriterier risikerer at ramme elever med diagnoser som ADHD eller autisme, der kan have udfordringer med adfærdsregulering, uforholdsmæssigt hårdt. En objektiv og transparent vurderingsproces, muligvis involverende eksterne eksperter, er nødvendig for at sikre retfærdighed.

Dernæst: Hvad er konsekvenserne for den udelukkede elev? DF’s forslag antyder en form for ubekymret “smid-ud-politik”, men et barns uddannelse er en fundamental rettighed. Udelukkelse uden sikring af en alternativ læringsmulighed kan føre til social isolation, marginaliseret og øget risiko for kriminalitet. Hvis skoler får ret til at ekskludere elever, må der samtidig etableres en robust og effektiv mekanisme til at finde alternative undervisningstilbud, skræddersyede til den enkeltes behov og situation. Dette kræver en betydelig investering i specialundervisning og alternative læringsmiljøer.

Endelig er spørgsmålet om skolens rolle som et samfundsbærende element centralt. Skolen skal være et sted for alle, og at håndtere elever med komplekse adfærdsproblemer er en del af skolens ansvar. En “smid-ud-politik” kan signalere et fravalg af de mest sårbare elever og underminere skolens rolle som et integrerende element i samfundet. I stedet for at fokusere på at fjerne elever, bør der investeres mere i forebyggende arbejde, tidlig intervention og et tæt samarbejde mellem skole, hjem og relevant fagpersonale.

Konklusionen er, at en simpel “smid-ud-løsning” på problemet med voldelig og truende adfærd i skolen er for kortsigtet og uansvarlig. En mere nuanceret tilgang, der kombinerer klare retningslinjer, en robust system til at finde alternative læringsmuligheder og en stærk indsats for forebyggelse og inklusion, er nødvendig for at sikre både elevernes rettigheder og et trygt læringsmiljø for alle. Debatten om eksklusion fra skolen kræver en grundig overvejelse af alle de komplekse aspekter involveret, og en løsning der både er retfærdig og effektiv.