Hvor mange må man minimum være i en klasse?

Hvor få elever kan der egentlig gå i en klasse? Overraskende svar om klasseværelsets grænser

Vi kender alle billedet: Et klasseværelse fyldt med ivrige elever, der lytter (eller forsøger på det) til læreren foran tavlen. Men hvad nu hvis billedet var anderledes? Hvad nu hvis der kun sad en håndfuld elever? Er det overhovedet muligt? Svaret er overraskende simpelt: Ja, det er muligt.

Selvom man skulle tro, at der måtte være en nedre grænse for, hvor mange elever en klasse kan bestå af, så siger den danske Folkeskolelov faktisk ingenting om det. Loven har i stedet fokus på det modsatte: at sikre, at klasseværelserne ikke bliver proppet til bristepunktet. Det er her den velkendte grænse på maksimalt 28 elever per klasse kommer ind i billedet.

Ingen nedre grænse – et paradoks?

Det kan virke paradoksalt, at der ikke er en minimumsgrænse. Hvad nu hvis en skole står i den situation, at der kun er en enkelt elev, der ønsker at tilmelde sig et bestemt fag? Eller måske en lille gruppe elever, der bor i et meget afsidesliggende område, hvor det ikke giver mening at transportere dem til en større skole?

I disse tilfælde har skoler og kommuner mulighed for at finde kreative løsninger. Der findes ingen lovmæssig hindring for at oprette en klasse med få elever. Faktisk kan det i visse situationer være den mest hensigtsmæssige og pædagogisk forsvarlige løsning. Tænk på elever med særlige behov, som kan drage stor fordel af mere individuel opmærksomhed og undervisning i en mindre gruppe.

Hvad bestemmer klassekvotienten i praksis?

Selvom loven ikke dikterer en minimumsgrænse, så er det i praksis økonomiske og praktiske hensyn, der spiller en stor rolle. Det koster penge at ansætte en lærer, at opvarme et klasseværelse og at stille undervisningsmaterialer til rådighed. Derfor vil skoler og kommuner naturligt forsøge at optimere klassekvotienten, så ressourcerne bruges bedst muligt.

Beslutningen om, hvor mange elever der skal gå i en klasse, afhænger derfor af en række faktorer, herunder:

• Økonomiske ressourcer: Har kommunen råd til at oprette mindre klasser?
• Geografiske forhold: Bor eleverne tæt på skolen, eller er der lange transportafstande?
• Pædagogiske hensyn: Har eleverne særlige behov, der kræver mere individuel opmærksomhed?
• Politisk prioritering: Prioriterer kommunen mindre klasser højt?

Konklusion: Fleksibilitet frem for faste rammer

I sidste ende handler det om at finde den bedste løsning for den enkelte elev og den enkelte skole. Folkeskoleloven har valgt at fokusere på en maksimalgrænse for klassekvotienten for at sikre en vis standard. At der ikke er en minimumsgrænse, giver skoler og kommuner mulighed for at agere fleksibelt og tilpasse undervisningen til de lokale forhold og de enkelte elevers behov. Så selvom det er usandsynligt at se en klasse med kun én elev i det almene folkeskolesystem, så er det altså ikke umuligt, og det er netop denne fleksibilitet, der gør det muligt at tilpasse undervisningen bedst muligt.