Hvornår skal der gives karakterer i folkeskolen?

Karakterernes skygge: En diskussion om tidspunktet for karaktergivning i folkeskolen

Karakterer i folkeskolen – et emne der vækker stærke følelser hos både elever, forældre og lærere. Mens nogle ser dem som et nødvendigt redskab til evaluering og motivation, ser andre dem som et pres, der kan hæmme læring og trivsel. Uanset synspunkt er hvornår karaktererne gives et centralt spørgsmål, der fortjener en grundigere diskussion end den ofte får.

Lovkravet om mindst to årlige standpunktskarakterer i 8. og 9. klasse for alle fag med prøver er et faktum. Dette er et forsøg på at sikre løbende evaluering af elevernes faglige niveau. Men er to årlige karakterer i de to sidste skoleår tilstrækkelige? Og er det det optimale tidspunkt at fokusere så stærkt på karakterer?

Argumentationen for to årlige standpunktskarakterer er klar: Det giver elever og forældre et overblik over den faglige udvikling, og det kan motivere eleverne til at arbejde hårdere. Det kan også give læreren et klarere billede af, hvor eleverne befinder sig fagligt, og dermed justere undervisningen efter behov. Der er dog også væsentlige argumenter imod dette system.

For det første kan det konstante fokus på karakterer føre til et øget pres på eleverne, hvilket kan føre til stress, angst og en frygt for at fejle. Læringsprocessen kan blive sekundær i forhold til jagten på høje karakterer. Dette gælder især for elever, der allerede kæmper med motivation eller selvtillid.

For det andet kan to årlige standpunktskarakterer i 8. og 9. klasse føre til en utilstrækkelig differentiering af undervisningen i de yngre klasser. Lærerne kan blive fristet til at fokusere på det pensum, der skal til eksamen, i stedet for at tilbyde en bredere og mere nuanceret undervisning, der møder elevernes individuelle behov i de tidligere klassetrin. Læringsglæden kan dermed blive undermineret for de elever, der ikke trives med det karakterfokuserede system.

Endelig er spørgsmålet om, hvorvidt to årlige karakterer er tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af en elevs faglige niveau. En enkelt karakter kan let være misvisende, og to karakterer er stadig en begrænset mængde data. Andre former for evaluering, som fx løbende feedback og elevportfolioer, kunne give et mere nuanceret billede af elevens udvikling.

Der er derfor behov for en bredere debat om tidspunktet for og hyppigheden af karaktergivning i folkeskolen. Måske burde vi overveje alternative evalueringsmetoder, der lægger større vægt på elevens læringsproces fremfor resultatet, og som fremmer en mere helhedsorienteret tilgang til elevens udvikling. Det er tid til at gå ud over de to årlige standpunktskarakterer og fokusere på en mere bæredygtig og elev-centreret evalueringspraksis. Kun da kan vi sikre, at karaktererne tjener deres formål – at understøtte elevernes læring – i stedet for at blive et instrument, der hæmmer den.