Kan bopælsforældre bestemme efterskole?

Efterskole: Hvornår trumfer teenagerens drøm forældremyndigheden?

Efterskole er en milepæl i mange unges liv. Drømmen om fællesskab, faglig fordybelse og personlig udvikling lokker, men hvad sker der, når forældrene ikke er enige? Specifikt, kan bopælsforælderen egenhændigt bestemme, om barnet skal på efterskole?

Svaret er ikke helt enkelt. Selvom bopælsforælderen har autonomi i hverdagen og kan træffe beslutninger om fritidsaktiviteter, skolepsykologhjælp osv., er efterskole et andet kaliber. Det involverer et længerevarende ophold væk fra hjemmet og en betydelig økonomisk investering. Derfor er det ikke en beslutning, bopælsforælderen kan træffe alene.

Loven kræver samtykke fra begge forældre med fælles forældremyndighed, når det gælder væsentlige beslutninger om barnets liv. Efterskole falder utvetydigt ind under denne kategori. Det er en beslutning, der fundamentalt ændrer barnets liv og hverdag.

Bopælsforælderens autonomi dækker den daglige drift, men ikke større, livsændrende beslutninger. Tænk på det som forskellen på at vælge fodboldklub og at flytte til en anden by. Fodboldklubben falder under dagligdagen, mens flytningen – ligesom efterskole – kræver enighed.

Hvad sker der så, hvis forældrene ikke kan blive enige? I så fald kan Statsforvaltningen træffe afgørelse. Her vil barnets ønsker og behov blive vægtet tungt. Statsforvaltningen vil vurdere, om et efterskoleophold er i barnets bedste interesse, og om den manglende enighed skyldes uenighed om selve efterskoleopholdet, eller om der ligger en dybereliggende konflikt mellem forældrene.

Det er vigtigt at understrege, at teenagerens egen stemme også spiller en rolle. Jo ældre barnet er, desto mere vægt lægges der på dets ønsker. En moden og velargumenteret teenager vil have større chance for at blive hørt.

Kort sagt: Bopælsforælderens ret til at bestemme i dagligdagen strækker sig ikke til at beslutte efterskole uden den anden forælders samtykke. Efterskole er en fælles beslutning, hvor barnets tarv og ønsker skal være i centrum. Ved uenighed er det Statsforvaltningen, der har det sidste ord.