Hvad er det højeste på Richterskalaen?

Richterskalaen: Et loft over jordskælvenes styrke?

Richterskalaen, et velkendt navn forbundet med jordskælv, er mere kompleks end mange tror. Den populære opfattelse af en skala, der strækker sig uendeligt, er en forenkling. Selvom skalaen teoretisk er åben, findes der i praksis et loft for, hvor høje værdier der er observeret. At forstå dette loft kræver en dybere forståelse af, hvordan skalaen fungerer og de forskellige målemetoder, der anvendes.

Charles F. Richter definerede sin originale skala (mL, også kendt som lokal magnitudeskalaen) i 1935, baseret på amplituden af bølger registreret af et specifikt seismografdesign. Denne skala var begrænset i sin anvendelighed, da den ikke effektivt kunne måle stærke jordskælv på store afstande. Større jordskælv genererer mere komplekse bølgemønstre, som ikke passer perfekt til den oprindelige skala.

Derfor er der i dag flere varianter af Richterskalaen i brug, hver med sine egne fordele og begrænsninger. mb (body wave magnitude) måler amplituden af P-bølger (primære bølger), der rejser gennem Jordens indre. MS (surface wave magnitude) måler amplituden af overfladebølger, som typisk forårsager den største skade. Disse skalaer er mere præcise til stærke jordskælv end den oprindelige mL-skala.

Den mest almindelige skala i dag er Mw (moment magnitude skalaen). Den er baseret på jordskælvets samlede frigivne energi og giver en mere præcis måling af stærke jordskælv, uanset afstand. Mw-skalaen er designet til at være mere konsekvent over et bredere spekter af magnituder end de tidligere skalaer.

Selvom Mw-skalaen i princippet kan måle uendeligt høje værdier, har der ikke været observeret jordskælv med en magnitude over ca. 9,5. Den højeste registrerede værdi ligger tæt på 9,5 for det store jordskælv i Chile i 1960. Dette “loft” skyldes ikke en begrænsning i skalaen selv, men snarere en fysisk begrænsning i, hvor meget energi en jordskælvsspalte kan frigive. Større spalter ville kræve ekstreme tektoniske kræfter, og sandsynligheden for at observere et jordskælv langt over 9,5 på Mw-skalaen er derfor meget lav.

I konklusionen kan man sige, at der ikke eksisterer en fast øvre grænse på Richterskalaen i teoretisk forstand. Men i praksis viser observationer, at jordskælv med magnituder over ca. 9,5 er ekstremt sjældne, hvis ikke umulige. Den kompleksitet, der er indbygget i de forskellige variationer af skalaen, understreger behovet for en nuanceret forståelse af, hvordan vi måler og fortolker styrken af jordskælv.