Hvad kaldes en stjerne, som på få dage øger sin lysstyrke drastisk, hvorefter den bliver svagere igen?

Den flygtige glød: At forstå Novaer og Supernovaer

Himlens uforudsigelige natur fascinerer os. Pludselig optræden af en usædvanlig lys stjerne, der forsvinder lige så hurtigt, som den dukkede op, har i århundreder vækket undren og givet anledning til myter og legender. Fænomenet, hvor en stjerne på få dage øger sin lysstyrke dramatisk, for derefter at falme igen, kaldes en nova. Men det er vigtigt at skelne mellem en nova og dens mere voldsomme fætter, supernovaen.

En nova opstår, når en hvid dværgstjerne i et dobbeltstjernesystem akkumulerer brændstof fra sin ledsagerstjerne. Denne akkumulering af brændstof, primært hydrogen, sker gradvist over tid. Men når en kritisk masse er nået, antændes brændstoffet i en voldsom termonuklear eksplosion på overfladen af den hvide dværgstjerne. Denne eksplosion forårsager en pludselig og markant stigning i stjernens lysstyrke. Efter eksplosionen falder lysstyrken langsomt over uger eller måneder, men den hvide dværgstjerne forbliver intakt, og processen kan gentage sig efter lang tid.

Det er essentielt at forstå, at en nova ikke er en stjerne, der eksploderer og ødelægges. Det er en overfladeeksplosion på en eksisterende stjerne. I modsætning hertil er en supernova en katastrofal begivenhed, hvor en stjerne bogstaveligt talt eksploderer og ødelægges.

En supernova kan opstå på to forskellige måder:

• Type I supernova: Disse opstår, når en hvid dværgstjerne i et dobbeltstjernesystem akkumulerer så meget masse fra sin ledsager, at den overskrider Chandrasekhar-grænsen (ca. 1,4 solmasser). Dette fører til en ukontrolleret termonuklear eksplosion, der fuldstændigt ødelægger stjernen. Disse supernovaer er ekstremt lysstærke.

• Type II supernova: Disse opstår, når en massiv stjerne (mindst 8 solmasser) når slutningen af sin levetid. Når stjernens kernebrændsel er opbrugt, kollapser kernen i sig selv og udløser en voldsom eksplosion. Resten af stjernen slynges ud i rummet, og tilbage kan der blive efterladt en neutronstjerne eller et sort hul.

Sammenfattende kan man sige, at mens både novaer og supernovaer medfører en drastisk stigning i en stjernes lysstyrke efterfulgt af en svækkelse, er skalaen og konsekvenserne vidt forskellige. Novaen er en relativt mild overfladeeksplosion på en hvid dværgstjerne, mens supernovaen er en total ødelæggelse af en stjerne, der i kort tid kan overstråle en hel galakse. Den pludselige lysstyrkestigning, der observeres, kaldes derfor en nova, når der er tale om den mindre voldsomme begivenhed, mens den voldsomme eksplosion, der ødelægger stjernen, kaldes en supernova.