Er ukrainsk et selvstændigt sprog?

Er ukrainsk et selvstændigt sprog? En kig på sproglig identitet og politisk virkelighed

Spørgsmålet om ukrainsk som et selvstændigt sprog er ikke et rent lingvistisk spørgsmål, men et spørgsmål der er dybt forankret i ukrainsk national identitet og politisk historie. Mens lingvister i overvejende grad anerkender ukrainsk som et selvstændigt slavisk sprog, har dets status været genstand for politisk manipulation og debat gennem århundreder, præget af både forfølgelse og genopblussen.

At hævde ukrainsk som et selvstændigt sprog kræver en forståelse af dets udvikling og distinktioner fra beslægtede sprog, især russisk. Selvom de to sprog deler en fælles slavisk rod og deler et betydeligt ordforråd, er der afgørende forskelle i grammatik, fonologi (lydlære) og vokabular. Ukrainsk anvender for eksempel et andet alfabet (kyrillisk, men med forskellig udformning og nogle forskellige bogstaver) end det russiske, og de forskellige grammatiske strukturer og bøjninger af ord gør dem ikke gensidigt forståelige, udover på et meget basalt niveau. En analogi kunne være forholdet mellem norsk og dansk: forståeligt til en vis grad, men tydeligt adskilte sprog.

Før 1991 var ukrainsk ofte undertrykt, både formelt og uformelt. Sovjetpolitikken fremmede russisk som administrativt og kulturelt dominerende sprog, og ukrainsk blev ofte nedvurderet og margineret. Denne politik medførte en aktiv undertrykkelse af ukrainsk sprog og kultur, der påvirkede sproglig mangfoldighed og bevarelse. Mange ukrainere blev tvunget til at tale russisk i offentlige sammenhænge, hvilket bidrog til en vis grad af lingvistisk assimilation.

Efter Ukrainas uafhængighed i 1991 blev ukrainsk officielt erklæret som landets statssprog. Dette var et vigtigt skridt i genoprettelsen af national identitet og selvbestemmelse. Men selv i dag eksisterer der en sproglig spænding mellem øst og vest. Mens ukrainsk er stærkt forankret i vest, dominerer russisk stadig i øst og på Krim, et område der nu er besat af Rusland. Denne sproglige forskel afspejler dybere kulturelle og politiske divisioner, der fortsætter med at præge Ukraine i dag.

Konklusionen er, at den lingvistiske sandhed om ukrainsk som et selvstændigt sprog er ubestridt af seriøse lingvister. Det er dog den politiske og sociokulturelle kontekst, der gør spørgsmålet komplekst. Ukrainsk sproglig identitet er blevet aktivt kæmpet for og genvundet, og dens fortsatte eksistens og blomstring er en afspejling af ukrainernes stærke nationale identitet og kamp for selvbestemmelse. Diskussionen om ukrainsk som et selvstændigt sprog er derfor ikke bare en lingvistisk øvelse, men en fortælling om national identitet og modstand.