Hvornår skal et citat stå i kursiv?

Kursiv i citater: En typografisk finurlighed

Brugen af kursiv i citater er en subtil detalje, der ofte giver anledning til forvirring. Mange tror fejlagtigt, at alle citater, der er fremhævet på en eller anden måde, skal skrives i kursiv. Men sandheden er langt mere nuanceret.

Den korte og præcise regel er: Kursiv anvendes kun i et citat, hvis den originale tekst allerede benytter kursiv. En almindelig sætning, der er citeret, skal stå inden for citationstegn (“…”), mens kursiv udelukkende markerer en typografisk fremhævelse, der eksisterer i kilden. Kursiven er altså ikke et tegn på, at du citerer, men et tegn på, at du gengiver en specifik typografisk stil fra originalteksten.

Lad os illustrere med et eksempel:

Antag, at du citerer følgende fra en bog:

“Hendes mest berømte værk er uden tvivl ‘Solnedgangen over søen’.”

I din tekst skal du gengive kursiven:

“Forfatteren betegner hendes mest berømte værk som ‘Solnedgangen over søen’.”

Bemærk, at titlen på værket stadig er i citationstegn, mens kursiven i “mest berømte værk” bevares, da dette er en typografisk fremhævelse i originalteksten. Hvis du derimod blot havde citeret: “Hendes mest berømte værk er uden tvivl ‘Solnedgangen over søen’,” ville kursiven være unødvendig, og sætningen skulle blot stå i citationstegn.

At overanvende kursiv i citater kan virke distraherende og uprofessionelt. Det er vigtigt at huske, at citationstegn er den primære markør for et citat. Kursiv er en sekundær markør, der kun bør anvendes, når den afspejler den originale texts typografiske stil. En konsekvent og korrekt anvendelse af kursiv og citationstegn er afgørende for klarhed og troværdighed i din tekst.

Kort sagt: Brug citationstegn til at markere et citat. Brug kursiv kun når originalteksten selv bruger kursiv – til at bevare originalens typografiske stil. Enhver anden brug af kursiv i et citat vil være unødvendig og kan fortolkes som en ukorrekt brug af typografiske elementer.