Hvad må en psykolog sige videre?

Tavshedspligten: Grænserne for en psykologs fortrolighed

Psykologer er bundet af en streng tavshedspligt. Det er en hjørnesten i det terapeutiske forhold, der skaber tillid og et sikkert rum, hvor klienter kan åbne sig og dele intime og ofte sårbare oplysninger. Men denne tavshedspligt er ikke absolut. Der findes situationer, hvor lovgivningen overtrumfer den professionelle tavshedspligt, og hvor en psykolog er forpligtet til at videregive oplysninger, selv uden klientens samtykke.

Det grundlæggende princip er klart: En psykolog må kun videregive oplysninger om en klient med dennes udtrykkelige samtykke. Dette samtykke skal være informeret og frivilligt. Klienter skal forstå, hvilke oplysninger der videregives, til hvem de videregives, og hvorfor. Samtykke kan gives til specifikke oplysninger, til bestemte personer eller instanser, og det kan altid tilbagekaldes.

Men som nævnt er tavshedspligten ikke ubegrænset. Der findes to primære undtagelser, begge med rod i lovgivningen og dens mål om at beskytte andre og opretholde retssikkerheden:

1. Lovpligtig underretning: I visse situationer er psykologer lovpligtige til at underrette myndighederne om potentielt alvorlig skade på sig selv eller andre. Dette gælder typisk, hvis en klient udtrykker konkrete planer om selvmord eller vold mod en anden person. Den præcise lovgivning kan variere, men det overordnede princip er at forebygge alvorlig skade. Det er vigtigt at understrege, at psykologen ikke “angiver” klienten, men handler for at beskytte potentielle ofre. Ofte forsøges der en dialog med klienten først, men hvis der er en overhængende risiko, er underretning en pligt.

2. Vidneforklaring: En domstol kan pålægge en psykolog at vidne i en retssag. Dette sker ofte i forbindelse med sager om forældremyndighed, erstatningssager eller straffesager. I disse tilfælde vil retten vurdere relevansen af de oplysninger, psykologen besidder, og afveje dette imod klientens ret til fortrolighed. Det er ikke automatisk, at en psykolog skal afsløre alle detaljer fra terapien. Retten vil bestemme, hvilke oplysninger der er relevante for sagen.

Gråzoner og etiske dilemmaer: Selv med klare lovmæssige rammer kan der opstå etiske dilemmaer. Grænsedragningen mellem lovpligtig underretning og klientens selvbestemmelse kan være vanskelig. Psykologen skal altid foretage en nøje vurdering af situationen og veje forskellige faktorer op mod hinanden. Supervision og kollegial sparring er uvurderlige værktøjer i disse situationer.

Afslutningsvis er psykologens tavshedspligt en fundamental del af det terapeutiske arbejde. Den er dog ikke absolut, og den er underlagt lovgivningens krav om beskyttelse af andre og opretholdelse af retssikkerheden. Denne balancegang kræver stor faglig skønsomhed, etisk refleksion og i nogle tilfælde en svær afvejning af forskellige og ofte modstridende interesser.