Hvornår må børn selv bestemme, hvor de vil være?

Barnets stemme: Hvornår får et barn ret til selvbestemmelse om bopæl?

Myndighedsalderen på 18 år markerer et skelsættende punkt i en ung persons liv – retten til fuldkommen selvbestemmelse, herunder valg af bopæl. Men langt før denne alder begynder børn at udvikle en personlig identitet og egne ønsker, og disse ønsker fortjener at blive hørt og vægtet, særligt i sager om forældreansvar og bopæl. Spørgsmålet er derfor ikke om, men hvornår børns mening får reel betydning i disse altafgørende beslutninger.

Lovgivningen er klar: Indtil 18 år har forældre eller værger ansvaret for barnets bopæl. Men i praksis er virkeligheden langt mere nuanceret. Familieretshuset og Familieretten opererer ikke med en fast alder, hvor et barns mening pludselig bliver afgørende. I stedet foretages en helhedsbedømmelse, hvor barnets alder, modenhed, forståelse af situationen og udtalte ønsker alle spiller en rolle.

En 10-årigs ønske om at bo hos mor frem for far vil givetvis blive vægtet væsentligt anderledes end en 5-årigs, selvom begge udtrykker en klar præference. Familieretshuset vil undersøge barnets udviklingspsykologiske niveau og afgøre, om barnet besidder den kognitive og emotionelle modenhed til at forstå konsekvenserne af sit valg. Samtaler med barnet, eventuelle fagpersoners vurderinger (fx psykologer eller socialrådgivere) og barnets adfærd i relation til forældrene vil indgå i denne vurdering.

Det er ikke blot et spørgsmål om at give børn et stemme, men om at sikre, at deres stemme høres på en ansvarlig og etisk forsvarlig måde. En ung person på 15 år med et velfungerende liv, der ønsker at bo hos en venlig og støttende forælder, vil have en meget stærkere stemme end et barn på samme alder, der udsættes for misbrug eller alvorlig vanrøgt. I sidstnævnte tilfælde vil barnets velbefindende og sikkerhed altid være det primære parameter.

Det er derfor naivt at tro, at en fast aldersgrænse ville sikre optimal retfærdighed. Systemer, der udelukkende fokuserer på barnets alder, risikerer at overse de individuelle behov og særegenheder. Familieretshuset og Familieretten sigter i stedet mod en skræddersyet tilgang, hvor barnets stemme integreres i en helhedsbedømmelse, der tilgodeser barnets bedste. Dette kræver dog yderligere fokus på børns rettigheder og en forbedret tilgang til at inddrage børn i sager, der direkte vedrører deres liv. Målet er at finde den optimale balance mellem barnets ret til selvbestemmelse og de voksnes ansvar for barnets velbefindende.