Hvordan føles psykisk sygdom?

At Være Fanget i Skyggerne: En personlig oplevelse af psykisk sygdom

Psykisk sygdom er ikke en ensartet oplevelse. Der er lige så mange nuancer i lidelsen som der er mennesker, der bærer den. At forsøge at beskrive følelsen er som at forsøge at fange tåge i en spand – flygtigt, foranderligt og ekstremt personligt. Men alligevel er der fællestræk, fælles skygger, som mange oplever at befinde sig fanget i.

For mig føles det ikke som en enkelt, skarp smerte, men snarere en konstant, dunkende hovedpine, der aldrig helt forsvinder. En slørende tåge, der hindrer mig i at se skarpt på verden, på mig selv, på fremtiden. Enhver simpel opgave, der engang var en kilde til tilfredshed, bliver en bjergbestigning. At stå op om morgenen kan føles som at skulle kæmpe sig op ad et stejlt, mudret bjerg, en opgave der kræver en ufattelig mængde energi, som jeg sjældent besidder.

Den glæde, jeg engang følte ved at være sammen med mine venner, ved at læse en god bog, ved at gå en tur i naturen – den er dæmpet, dækket af et tykt lag af apati. Jeg føler mig som en skuespiller, der spiller rollen som en glad og fungerende person, men hvor det indre liv er et tomrum, præget af en konstant følelse af utilstrækkelighed og utilpashed.

Tankerne myldrer. De er ikke altid negative, men de er altid der, som en konstant summen, der forhindrer mig i at koncentrere mig, i at finde ro. De hopper fra den ene bekymring til den næste, og ofte ender de i en spiral af selvkritik og pessimisme. En simpel telefonopkald kan udløse en time lang analyse af mine egne mangler og misforståelser.

Isolationen er en uundgåelig ledsager. Det er ikke altid et aktivt valg, men snarere en følge af manglende energi og motivation. At interagere med andre mennesker kræver en enorm indsats, og ofte føles det uoverstigeligt. Jeg trækker mig tilbage, men samtidig føler jeg mig ensom og længselsfuld efter kontakt. Det er en smertefuld paradoksal følelse.

Det er vigtigt at understrege, at dette er min oplevelse. For andre kan psykisk sygdom manifestere sig på helt andre måder. Der er ingen “rigtig” eller “forkert” måde at føle på. Det er vigtigt at huske, at man ikke er alene, og at hjælp er tilgængelig. At tale om det, at søge hjælp, er det første skridt til at træde ud af skyggerne og mod lyset. Det er en lang og sommetider smertefuld proces, men det er en proces der er værd at kæmpe for.