Hvor mange pædagoger forlader faget?

Den stille flugt: Hvorfor forlader så mange pædagoger faget?

Danmarks velfærdssystem hviler på skuldrene af engagerede pædagoger, men et alarmerende antal forlader faget hvert år. De officielle tal taler et tydeligt sprog: Allerede et år efter endt uddannelse arbejder kun ca. 83% af de nyuddannede pædagoger inden for feltet. Efter fem år er tallet endnu lavere. Siden 2016 har over 13.900 pædagoger sagt farvel til en karriere inden for børne- og ungdomsuddannelse – en udvikling der kræver en dybdegående analyse. Det er ikke blot et spørgsmål om tal, men om et system under pres og et fag i krise.

Men hvorfor vælger så mange at forlade et felt, der på papiret tilbyder meningsfuldt arbejde og en chance for at gøre en forskel i børns liv? Svaret er komplekst og flerfacetteret. En samling af faktorer peger mod en perfekt storm, der presser pædagoger ud af faget.

Arbejdspres og manglende ressourcer: Mange peger på det stigende arbejdspres som en primær årsag. Stigende dokumentationskrav, administrative opgaver og et konstant behov for at opfylde politisk styrede målsætninger tager tid fra kerneopgaven: at arbejde med børnene. Manglen på tilstrækkelige ressourcer, både i form af personale og materiel, forstærker dette pres yderligere. Pædagoger føler sig ofte nødt til at løbe stærkere for at holde trit, en situation der fører til stress, udbrændthed og frustration.

Løn og anerkendelse: Lønnen for pædagoger har længe været et diskussionsemne. Manglende løntilpasning i forhold til uddannelsens længde og kompleksitet, og sammenlignet med andre professionsgrupper med lignende kvalifikationsniveau, bidrager til en følelse af undervurdering. Dette kombineret med et lavt niveau af samfundsmæssig anerkendelse kan føre til, at pædagoger søger andre karriereveje, hvor de føler sig mere værdsat.

Manglende indflydelse: En anden vigtig faktor er den manglende indflydelse på egen arbejdssituation. Pædagoger oplever ofte at være fanget i et system med rigide rammer og begrænset mulighed for at udøve professionel autonomi. Dette fører til en følelse af magtesløshed og demotivation.

Udskiftning af medarbejdere: Det høje frafald fører til en konstant udskiftning af medarbejdere, hvilket skaber ustabilitet og øget arbejdspres for dem, der bliver tilbage. Nye pædagoger starter i en presset situation, hvor de ofte mangler den nødvendige støtte og vejledning.

Hvad skal der gøres?

For at løse krisen kræver det en helhedsorienteret tilgang. Vi har brug for:

• Øget løn og bedre arbejdsvilkår: En løn der matcher uddannelsens niveau og et arbejdspres der er bæredygtigt.
• Færre administrative opgaver: Mere tid til kerneopgaven – at arbejde med børnene.
• Større indflydelse for pædagoger: Mere medbestemmelse i forhold til planlægning og struktur.
• Stærkere rekruttering og fastholdelse: Initiativer der tiltrækker og fastholder dygtige pædagoger.

At fastholde dygtige pædagoger er ikke blot vigtigt for børnene og de unges trivsel – det er afgørende for hele samfundets velfærd. Tiden er inde til at handle, inden endnu flere pædagoger forlader faget.