Hvornår skal pædagoger lave en underretning?

Den svære beslutning: Hvornår skal en pædagog underrette?

Pædagoger spiller en afgørende rolle i børns liv. De er ofte de første til at opdage tegn på mistrivsel, og derfor pålægges de et stort ansvar – nemlig pligten til at underrette de relevante myndigheder. Men hvornår er det egentlig nødvendigt at foretage en underretning? Det er en kompleks afvejning, der kræver både faglig viden, erfaring og en god portion dømmekraft.

Loven er klar på, at man skal underrette, hvis der er begrundet mistanke om, at et barn udsættes for forhold, der kan skade barnets sundhed og udvikling. Dette omfatter en bred vifte af situationer, der strækker sig ud over den umiddelbart åbenlyse vold. Begrundet mistanke betyder ikke, at pædagogen skal være helt sikker på, at der foregår misbrug; det handler om at vurdere, om der er tilstrækkelige indikationer til at retfærdiggøre en underretning.

Tegn på mistrivsel kan være:

• Fysiske tegn: Uforklarlige blå mærker, forbrændinger, skader, underernæring, manglende hygiejne.
• Adfærdsmæssige tegn: Tilbagetrækning, aggression, angst, søvnproblemer, skolevægring, ændringer i personligheden, selvskadelig adfærd.
• Fortællinger fra barnet: Selv om børn kan have svært ved at formulere sig præcist, kan deres fortællinger indeholde vigtig information. Det er afgørende at lytte aktivt og uden at lede barnet på sporet.
• Forældrenes adfærd: Konfliktfyldt forældreskab, manglende omsorg, afvisende adfærd eller misbrug af alkohol eller stoffer kan være tegn på risikofaktorer.
• Manglende kontinuitet: Uregelmæssighed i fremmøde, manglende kontakt med forældrene, modstridende oplysninger fra forældre.

Det er dog vigtigt at understrege, at en enkelt indikation sjældent er nok til at retfærdiggøre en underretning. Pædagogen skal foretage en helhedsvurdering af situationen, baseret på iagttagelser, samtaler og dokumentation. Det kan være relevant at drøfte sine observationer med kolleger og ledelsen for at få et andet perspektiv og sikre en fælles forståelse af situationen.

Hvad skal der dokumenteres?:

Grundig dokumentation er afgørende i forbindelse med en underretning. Det betyder at man systematisk noterer alle relevante observationer, datoer, tidspunkter og samtaler med barnet og forældrene. Umiddelbar nedskrivning af observationer er særligt vigtig.

Det er bedre at underrette en gang for meget end en gang for lidt. Pædagogens primære ansvar er barnets velfærd. Tvivl bør altid komme barnet til gode. At underrette betyder ikke automatisk, at der iværksættes en sag, men det giver de relevante myndigheder mulighed for at vurdere situationen og handle, hvis det er nødvendigt.

At træffe beslutningen om at underrette kan være både svært og følelsesmæssigt udfordrende. Pædagoger bør dog huske, at de ikke står alene i denne proces. De har adgang til vejledning fra ledelsen, kolleger, socialrådgivere og andre fagpersoner. Det er essentielt at have støtte og rådgivning til at håndtere den komplekse situation og sikre barnets bedste.