Hvad siger loven om samtykke?

Samtykke i sundhedsvæsenet: Når patientens vilje er loven

Sundhedsloven understreger patientens ret til selvbestemmelse. Denne ret manifesterer sig først og fremmest gennem kravet om informeret samtykke – en hjørnesten i den danske sundhedssektor, der sikrer, at behandling kun iværksættes, når patienten aktivt og bevidst har givet sin accept. Men hvad indebærer dette i praksis, og hvilke undtagelser findes der?

Informeret samtykke: Mere end blot en underskrift

Informeret samtykke er ikke blot en formel underskrift på en blanket. Det er en proces, der kræver, at patienten er tilstrækkeligt informeret om behandlingen, dens potentielle fordele og risici, samt alternative behandlingsmuligheder – inklusive muligheden for ingen behandling. Informationen skal være tilpasset patientens forståelsesevne og gives på en klar og forståelig måde. Lægen har en pligt til at sikre, at patienten forstår informationen og kan stille spørgsmål. En passiv accept eller tavshed kan ikke betragtes som informeret samtykke.

Hvem kan give samtykke?

Samtykkekompetence afhænger af patientens kognitive evner. En voksen person med fuld forståelse af situationen kan selv træffe beslutninger om sin behandling. Er patienten umyndiggjort, vil værgen eller en anden lovlig repræsentant træffe beslutningen på patientens vegne, idet repræsentantens beslutning skal være i patientens bedste interesse. I situationer, hvor en patient mangler fuld samtykkekompetence, f.eks. på grund af en kognitiv lidelse eller bevidstløshed, kan der i visse tilfælde træffes beslutninger uden samtykke, hvis det er nødvendigt for at redde liv eller forebygge alvorlig skade. Disse beslutninger skal dog altid være baseret på en faglig vurdering og må være i overensstemmelse med patientens kendte ønsker, såfremt disse er kendte.

Undtagelser fra samtykkereglen:

Selvom informeret samtykke er en grundlæggende ret, findes der undtagelser. Loven tillader behandling uden samtykke i visse nødsituationer, hvor der er fare for liv eller alvorlig helbredsskade, og hvor det ikke er muligt at indhente samtykke rettidigt. Dette gælder også i tilfælde af smitsomme sygdomme, hvor samfundsbeskyttelse kan være afgørende. I disse situationer skal der dog foreligge en faglig begrundelse for at handle uden samtykke.

Dokumentation er afgørende:

Det er essentielt, at samtykkeprocessen dokumenteres grundigt i patientens journal. Dokumentationen skal vise, at patienten er blevet informeret tilstrækkeligt, at forståelsen er til stede, og at samtykket er frit givet. Dette beskytter både patienten og sundhedspersonalet.

Konklusion:

Patientens selvbestemmelse er en hjørnesten i den danske sundhedslovsgivning. Kravet om informeret samtykke er en garanti for, at behandling kun foretages, når patienten aktivt har givet sin accept på et informeret grundlag. Selvom der findes undtagelser, er udgangspunktet altid patientens ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget helbred. Denne ret bør altid respekteres og beskyttes.