Kan et barn sige nej til samvær?

Barnets stemme: Hvornår kan et barn sige nej til samvær?

Debatten om samvær mellem børn og forældre efter en separation eller skilsmisse er ofte præget af følelser og juridiske aspekter. Men i centrum står barnet, og dets velfærd bør altid være det primære fokus. Spørgsmålet er derfor ikke kun om et barn kan sige nej til samvær, men hvornår og hvordan dets stemme bør høres og vægtes.

Lovgivningen om samvær understreger barnets tarv. Det er ikke et spørgsmål om automatisk ret til samvær for den ene forælder, men om en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Et barn kan ikke direkte “afvise” samvær på egen hånd, da det mangler juridisk handlekompetence. Men barnets mening skal høres og tages alvorligt. Praktisk betyder det, at barnets synspunkter, uafhængigt af alder, inddrages i processen.

I yngre børns tilfælde er det naturligvis ikke muligt at få et direkte, artikuleret “nej”. Her er det fagpersoners rolle – som socialrådgivere, psykologer eller mediatorer – at vurdere barnets reaktioner og adfærd i forhold til forælderen. Tegn på angst, utryghed, eller afvisning, såsom mavepine før samvær eller ændringer i søvn og adfærd, kan være indikatorer på, at samværet er skadeligt.

Hos ældre børn og unge er deres meninger mere eksplicitte. De kan udtrykke bekymringer, mistillid eller et direkte ønske om ikke at se en forælder. Disse udtryk skal behandles seriøst og undersøges grundigt. Det handler ikke om at lytte til et barn, der manipulerer situationen, men om at forstå den bagvedliggende årsag til afvisningen. Er det tale om reel utryghed eller misbrug? Eller er der tale om konflikter mellem forældrene, som barnet ubevidst bruger til at udtrykke sin frustration?

Særligt i tilfælde af anbringelse på grund af omsorgssvigt, skal barnets behov og søskendes situation være centralt. Et barn anbragt uden for hjemmet kan opleve samvær med forælderen som yderligere belastning, hvis det føles utrygt eller ubehageligt. Det er ikke blot en forælders ret til samvær, der vejes op mod barnets behov, men barnets sikkerhed og trivsel, herunder også søskendes situation. En tvungen opretholdelse af samvær mod et barns vilje kan i sådanne tilfælde være skadeligt.

Konklusionen er, at et barn ikke har en direkte vetoret, men dets mening er afgørende. Det kræver professionel vurdering at afgøre, om et barns udtrykte eller implicitte afvisning af samvær skal respekteres. Det er en kompleks balancegang mellem juridiske rettigheder og barnets reelle behov for tryghed og velfærd. En dialog baseret på barnets bedste interesse er derfor essentiel i alle tilfælde.