Hvornår begynder børn at kunne konsekvensberegne?

Hvornår lander konsekvenserne hos de unge?

“Han tænkte sig bare ikke om!” En sætning, der ofte lyder fra forældre til teenagere, og som rammer plet på et centralt punkt i unges udvikling: evnen til konsekvensberegning. Mens voksne ofte intuitivt vurderer potentielle udfald af deres handlinger, er denne færdighed ikke fuldt udviklet hos børn og unge. Men hvornår begynder de så at kunne konsekvensberegne?

Svaret er ikke sort/hvidt. Det er en gradvis proces, der strækker sig over barndommen og ungdommen, kulminerende først i slutningen af teenageårene, typisk omkring 18-20 års alderen. Det hænger sammen med hjernens udvikling, specifikt frontallapperne, der spiller en afgørende rolle i planlægning, impulskontrol og – netop – konsekvensberegning.

Før frontallapperne er fuldt modnede, er de unges evne til at forudse og vurdere konsekvenser begrænset. De kan godt forstå simple årsagssammenhænge, f.eks. at man brænder sig, hvis man rører ved en varm kogeplade. Men mere komplekse scenarier, hvor konsekvenserne er længere ude i fremtiden eller involverer flere faktorer, er sværere at navigere i.

Det forklarer, hvorfor teenagere sommetider kan virke impulsiv og risikovillige. De er ikke nødvendigvis uansvarlige, men deres hjerner er simpelthen ikke udstyret til at håndtere komplekse konsekvensberegninger på samme måde som voksnes hjerner.

Ud over den biologiske modning spiller erfaring også en rolle. Gennem prøven-og-fejl-metoden lærer børn og unge, hvilke handlinger der fører til hvilke konsekvenser. Støttende voksne kan hjælpe denne proces på vej ved at stille spørgsmål, der opfordrer til refleksion: “Hvad tror du, der vil ske, hvis du gør sådan?” eller “Hvad kunne du have gjort anderledes?”.

Det er vigtigt at huske, at udviklingen er individuel. Nogle unge udvikler evnen til konsekvensberegning tidligere end andre. Derfor er det afgørende at møde den enkelte unge, hvor de er, og give dem den støtte og vejledning, de har brug for, for at navigere i en kompleks verden.

At forstå den neurologiske baggrund for unges adfærd kan hjælpe os med at have mere realistiske forventninger og tilbyde den rette støtte. Det handler ikke om at undskylde uhensigtsmæssig adfærd, men om at forstå, hvorfor den opstår, og hvordan vi bedst kan hjælpe unge med at udvikle de færdigheder, de har brug for, for at træffe gode beslutninger.