Hvornår blev lørdag skolefri?

Farvel til Lørdagsundervisningen: En Glimt Tilbage i Tiden

Lørdag. For de fleste i dag synonymt med frihed, afslapning og weekendens begyndelse. Men for generationer af danske børn var lørdag ikke blot en del af weekenden, men også en skoledag. Hvornår blev denne tradition så brudt? Svaret er 1972. Det var i dette år, at den sidste lørdagsskoleklokken ringede ud for danske elever, og en epoke i dansk skolehistorie sluttede.

At lørdagen var en skoledag var en integreret del af den danske folkeskoles struktur i mange år. Men det var ikke en fuld skoledag, som vi kender den i dag. I stedet bestod lørdagsundervisningen af korte lektioner, typisk kun 2-4 timer. Dette tyder på, at selvom ugen bestod af seks skoledage, var den samlede ugentlige undervisningstid sandsynligvis ikke markant længere end i dag. Den intensive tidsplan, spredt ud over seks dage, gav en anden rytme og en anden tilgang til læring.

Den kortere skoledag om lørdagen var en afspejling af samtidens forhold. Mange børn deltog i huslige pligter og arbejdede i landbruget, hvilket krævede en fleksibel timeplan. Lørdagens kortere undervisningstid gav plads til både skole og praktisk arbejde. Men det var ikke blot en praktisk løsning. Det var også en del af en bredere kultur, hvor arbejdslivet var mere integreret i hverdagen for selv de yngste.

Afviklingen af lørdagsundervisningen i 1972 var et resultat af en lang række faktorer, der omfattede pædagogiske overvejelser, men også ændrede samfundsforhold. Den stigende fokus på børns trivsel og behovet for mere fritid spillede en væsentlig rolle. Overgangen til færre, men længere skoledage var en del af en større reform af folkeskolen, der ændrede den måde, undervisning blev tilrettelagt på.

I dag, mere end 50 år efter afskaffelsen af lørdagsundervisningen, kan vi reflektere over denne del af dansk skolehistorie. Det er en påmindelse om, at skolegangen har udviklet sig markant i takt med samfundet. Den korte lørdagsskole er i dag en kuriositet, et interessant glimt tilbage til en tid med en helt anden rytme og forståelse af både arbejde og læring. Den minder os om, at den måde, vi organiserer undervisning på, konstant forandrer sig for at imødekomme samfundets behov og børnenes velbefindende.